I Bibelen omtales tre guddommelige personer: Gud, hans søn Jesus Kristus og Helligånden. Disse er tre selvstændige personligheder, men alligevel eet. Derfor kalder man dem også treenigheden.

Da disciplene levede sammen med Jesus i Israel, var de vant til at gå til ham, når der opstod situationer, de ikke selv kunne klare. Derfor var disciplene fulde af frygt og usikkerhed, da Jesus var taget tilbage til Gud i Himmelen. Hvem skulle nu vejlede, opmuntre, styrke og hjælpe dem til at leve som kristne? Men som Jesus havde forudsagt inden sin himmelfart, ville han ikke efterlade dem hjælpeløse, men sende Helligånden som en hjælper til alle de troende. Dette skete på Pinsedag i Jerusalem.

Disciplene oplevede, at Helligånden blev en del af dem selv, at Han tog bolig i dem, og faktisk overtog den funktion, som Jesus havde haft overfor disciplene, da han levede her på jorden.

Disciplene blev ikke alene fyldt med ny kraft og nyt mod, men de fik også et nyt sprog. De begyndte at "tale på fremmede sprog" (Apostlenes gerninger kapitel 2). Bibelen lærer, at vi med dette sprog taler hemmeligheder med Gud (se Det nye Testamente, Paulus' 1. brev til korinterne kapitel 14 vers 2). Vi beder og samtaler med Gud uden at forstå betydningen af det nye sprog (også kaldet tungetale). Tungetalen er en fantastisk hjælp for den troende i hans liv med Gud.

Efter Pinsedagen var disciplene helt andre mennesker, fulde af frimodighed og tro på fremtiden og mange mennesker blev frelste pga. deres arbejde.

Også i dag ønsker Helligånden at tage bolig i alle troende. Også i dag har de kristne behov for denne hjælper til at tjene Gud.

 

 

 

 

Kilde: www.pinsekirkerne.dk